Blog Image

Sommerlejr 2013

Fredag-enden er nær

Dagens oplevelser Posted on Sat, July 13, 2013 01:23:47

Fredag skulle vi begynde, at bryde lejren ned så vi havde kun aktiviteter halvdelen af dagen. Juniorerne var på GPS-løb om formiddagen og kom rundt i alle hjørner af Kulsø-lejren. Tropen fik skilt deres køkkenbord ad og lagt teltet sammen i løbet af formiddagen.

Om eftermiddagen var det juniorernes tur til at pille lejrplads ned mens troppen skulle lave primimad (og hvad er mere primitivt end pølser og brød?) der skulle renses fisk så de kunne ryges og dampes til aftensmaden, og så var der pølser til de kræsne.

Om aftenen var der lejrbål for hele lejren, det var vældig hyggeligt.

Da vi skulle sove måtte vi finde en løsning når nu vores telte var pakket sammen, det endte med, at juniorerne fandt en shelter mens troppen lagde sig rundt om bålet.



Torsdag – Koldt vand og varmt jern

Dagens oplevelser Posted on Thu, July 11, 2013 22:30:22

Efter alle de dage med lækkert varmt vejr fra morgen til sen aften så skulle det jo ske at vi måtte vågne til kulde, lange trøjer og bukser. Vejret var kølig og himlen overskyet, men det slog ikke spejderne omkuld, derimod var juniorerne en smule glade for dette vejr, de skulle tilbringe formiddagen i smedjen. Troppen var knap så glade, da deres dag skulle foregå med søaktiviteter, dog skulle de lige bygge en tømmerflåde, før de kunne komme i vandet og til den tid (eftermiddag) stod solen højt på himlen og vejret var igen som alle foregående dage.

I smedjen skulle junionerne lave et megelspir ud af en firkantet, aflang, klump jern. Det gik stille og roligt og de kom efterhånden igang og fik også fremstillet nogle pæne nogen. Også lederne var igang på aktiviteten og hoppede rundt fra barn til barn for at slå på jern. Det var yderst vigtigt, at de blev rigtig pæne, når lederne slog ellers kunne de godt få det lavet om og gjort rigtigt.

Troppen brugte hele formiddagen på at bygge en herlig tømmerflåde, som kunne bringe dem rundt omkring på søen ved hjælp af rugbrødsmotoren. Den blev fremstillet af rafter, tønder og så lige nogle pedaler og hjul, som dem man har i en vandcykel, når man skal cykle sig selv rundt på vandet. De gik en meget op i arbejdet og havde næsten ikke tid til middagsmaden.

Efter endt middagsmad gik vi alle ned til søen. Juniorerne skulle ud og sejle i kanoer og troppen skulle ud og afprøve deres selvbyggede fartøj. Troppens fartøj fungerede næsten uden problemer og juniorerne kunne komme rundt på søen uden at sejle alt for meget ind i hinanden. Så det var en rigtigt hyggelig dag for dem alle, dog er der visse regler som skal følges, når man er ved vandet, og dette er blandt andet, at man ikke må hoppe i vandet, selvom der er enormt fristende, fra bådene af. “Desværre” væltede alle juniorerne ud af deres kanoer, og troppen tiltede af tømmerflåde, så de røg i søen og blev våde. Ups.. 🙂

Aftensmaden bestod af lidt kylling, noget ris, lidt løg, rød peber, gulerødder, nogle æbler, og en del karry.

Jeps nemlig, du tænkte sikkert rigtigt, vi fik kylling i karry med ris. Børnene lavede maden, og til dessert var der skumfiduser med kiks og kage. Vi siger rigtig mange gange TAK for kagen til Signe og Antons mor, som var venlig at medbringe denne mangelvare (vi plejer at have oceaner af kage med på lejr, men i år var der ikke plads og så måtte vi skære fra et eller andet sted) til vores herlige lejr, da seniorerne blevet hentet.



Onsdag aktiviteter på pladsen

Dagens oplevelser Posted on Wed, July 10, 2013 23:47:17

Onsdag startede lidt langsomt ovenpå natløbet, men vi kom da i gang med formiddagens aktiviteter til tiden. Juniorerne var til træklatring og så en fantastisk udsigt oppe i trækronerne 15 meter over joden. Der blev også tid til at prøve, at klatre op i et træ uden grene bare ved hjælp af et tov.

Troppen producerede megelspir i smedien, det var en varm omgang, så det var rart, at nå til frokostpausen.

Seniorerne var på kreativ workshop hvor der blev batikfarvet T-shirts, og så var det smarte tøj til resten af ferien jo klaret.

Om eftermiddagen havde seniorerne ingen aktiviteter,de skulle pakke sammen for de havde besluttet at en halv lejr var nok for dem, så de rejste hjem lige inden aftensmaden.

Juniorerne og spejderne var på kreativ workshop om eftermiddagen. Her var også batikfarvning af T-shirts,men der blev også lavet armbånd, nøgleringe og navneskilte i læder.

Da eftermiddagsaktiviteterne var ovre, var det tid til at begynde på aftensmaden i dag stod menuen på frikadeller med nye kartofler og brun sovs og til dessert fik vi koldskål.

Om aftenen var der afslapning og hygge ved bålet.



Hike madag og tirsdag

Dagens oplevelser Posted on Tue, July 09, 2013 23:33:11

Mandag morgen pakkede vi til hiken og smurte madpakker efter morgensamlingen.

Juniorerne gik afsted mod Skjern Å og Gudenåens kilder, under vejs mødte de en flink mand, som gav colaer til alle mand. Turen gik fint indtil juniorerne mødte et enormt farligt vildt dyr, det var en hugorm, som garanteret havde spist alle hvis den ikke lige havde travlt men at komme til en anden aftale. Da pulsen kom ned i et normalt leje igen gik turen mod Nørre-Snede hvor der blev købt ind til aftensmad og der blev overnattet i Nørre-Snede spejdernes hytte. Tirsdag gik juniorerne over Vester Mølle tilbage til lejren.

Troppen lagde ud med at sejle i kano til Brande, det viste sig, at det var meget lettere at sejle midt på åen end inde mellem sivene. I Brande skulde der skaffes aftensmad,det blev til en kæmpepizza, som blev indtaget på torvet. Bagefter gik turen til spejdehytten i Brande, hvor spejderne havde fået lov til at overnatte. tirsdag startede i adstadigt tempo, efter at alle havde fået sovet igennem tog spejderne toget til Give og herfra gik de til Sankt Peders kilde,som var grøn, slimet og giftig, herfra videre til Skjern Å og Gudenåens kilder. På den sidste del af turen kom de forbi en kæmpe ejendom, sm alle var enige om, at de sagtens kunne klare at bo på.

Seniorerne sejlede også i kano til Brande mandag men her blev de hentet af lederne og kørt tilbage til lejren hvor de lavede aftensmad. Tirsdag blev brugt til en udflugt til Givskud Løvepark.

Mens spejderne var på hike havde lederne lavet brusebad med solopvarmet vand, så alle kunne få et lunt bad ovenpå anstrengelserne.

Tirsdag aften havde lederne lavet burgere og pandekager til alle, så der blev tid til et hvil inden natløbet.



Søndag

Dagens oplevelser Posted on Mon, July 08, 2013 00:02:27

Hej igen.

I dag har solen igen varmet lejren, som vi efter flaghejsning byggede færdig. Klanen og troppen fik opbygget en flot indgangsPORTAL, og der blev gravet huller til umo-stegning – En nakkekam bliver mør efter den har ligget 4 timer mellem en masse varme sten i et hul i jorden.

I eftermiddags var juniorne på aktiviteten “primimad”, hvor der skulle renses og ryges ørreder. Troppen og klanen var ude og klatre i træer. Næsten alle kom op, og ingen kom alvorligt til skade. I løbet af dagen var alle ude og bade.



Ankomst

Dagens oplevelser Posted on Sat, July 06, 2013 22:17:07

Hej derhjemme.

Først tog vi toget til Vejle, hvor vi nød solen, inden vi kørte videre til Thyregod. Fra Thyregod gik vi i den stadig bagende sol frem til Kulsø spejdercenter. Her har vi fået opbygget centerets hyggeligste lejr med telte, borde og bålpladser. Sent på eftermiddagen tog nogle af juniorne en vandkamp, mens troppens piger tog en dukkert i Nedersø, som er en af de to store søer nær centeret. Signe og Lars var et smut omkring Esbjerg for at hente diverse glemte sager – bordplader og mad. Til den lidt forsinkede aftensmad fik vi (19 spejdere) fortæret 42 mexicanskepandekager med fyld.

Vi håber på gode aktiviteter i morgen, og at den stegende hede vil fortsætte.

Sommerhilsner fra solbrændte spejdere 🙂

Ps. Vi ønsker tillykke til Anders “Anden” Matthesen, Dalai Lama, 50 cent og George W Bush, som alle har fødselsdag i dag.